Tilbud på bolig

Når du får tilbudt et kollegieværelse, er du bare én af flere ansøgere, som har modtaget tilbuddet. Efter svarfristen behandles svarene og værelset tildeles den ansøger, som har den højeste anciennitet.

Da det er muligt at flytte ind 3 måneder før studiestart, kan du risikere at modtage tilbud tidligere end du har forventet. Dette kan du gardere dig imod ved at angive din status på 'Min side' som passiv søgende, men med dette minimerer du muligheden for at modtage tilbud.

Hvis du er den heldige, som tildeles værelset, modtager du en mail, som sendes til den mailadresse, som du har angivet i forbindelse med din opskrivning. Mailen indeholder lejekontrakt og diverse følgebreve og afsendes normalt indenfor en uge efter, at du har svaret på tilbuddet. For at læse om det videre forløb, kan du læse mere under 'Accept af tilbud'.

Er værelset tildelt en anden ansøger end dig, modtager du information om, at du ikke har fået tildelt værelset, men du ved nu, at du står højt på ventelisten og kan forvente snart at få et nyt tilbud.

Tilbuddet kan ses og besvares online på 'Min side', hvor du i øvrigt også modtager information, såfremt du ikke fik værelset.

Da vi i stigende grad kommunikerer via mail, er det vigtigt, at du sørger for at holde din mailadresse opdateret.