Kampsax Kollegiet

Historie
Kampsax Kollegiet blev opført i 1969-70 og er opkaldt efter det ingeniørfirma, der på baggrund af dets 50 års jubilæum donerede 2 millioner kr. og dermed tog initiativ til opførelsen af et kollegium ved DTU. Ingeniørfirmaet, som blev verdenskendt for geografiske informationssystemer, kortlægning og vejanlæg, blev grundlagt af Per Kampmann, Otto Kierullf og Jørgen Saxild.

Beskrivelse
Kollegiet er placeret på DTU Campus og består af 521 enkeltværelser. Værelserne er fordelt i små enheder med et eller to fælleskøkkener til hver enhed, som er fordelt over kollegiets 8 henholdsvis et- og to-etagers blokke. Mellem blokkene er der grønne områder og på kollegiets område, er der en Netto butik, som har åbent mellem 7.00 og 24.00.

På kollegiet findes en masse faciliteter, man kan benytte sig af f.eks. biograf, poolbord, bordtennisbord, hobbyrum, musikrum med klaver, fotokopimaskine og hurtigt internet igennem K-net. Der er også et festlokale med bar og køkken, som kan lejes til kollegiefester. Om torsdagen arrangeres Cafe med øl, hygge, dartspil, pool og musik.

NB: Der er indført rygeforbud på kollegiet, som er gældende på værelser, lejligheder og fællesarealer. For at finde ud af, hvor på kollegiets matrikel det er tilladt at ryge, bedes du henvende dig til kollegiets Beboerråd eller inspektør.

Du kan læse mere om kollegiet på www.kampsax.dtu.dk