Forsikring

Når du flytter ind på et kollegie bør du overveje at tegne indboforsikring.

Denne vil typisk sikre dig i forbindelse med en lang række forskellige hændelser, herunder hvis dit indbo skulle blive beskadiget, eller hvis du skulle være så uheldig at komme ud for et tyveri. Hvor meget en sådan forsikring koster er meget forskelligt fra selskab til selskab og afhænger bl.a. hvor meget forsikringen skal dække, hvor meget selvrisikoen skal være mv. Du bør derfor indhente nogle tilbud inden du tegner forsikring, selvom en indboforsikring til et kollegieværelse typisk ikke er dyr.

Ofte kan man som medlem af en fagforening, en interesseorganisation, en sportsforening eller lignende tegne forsikring med rabat. Spørg i din omgangskreds eller søg på nettet.

Skulle du komme til at beskadige noget på dit kollegie, skal du hurtigst muligt kontakte kollegiets inspektør. Dette gælder for alle skader på kollegiet, uanset hvor store eller små de måtte være.


Kollegiets forsikring
Kollegiet har tegnet forsikring, men disse dækker typisk skader på kollegiets bygninger. Dog er der tegnet glas- og sanitetsforsikring, hvilket betyder, at du ikke behøver at medtage dette i din indboforsikring.

At kollegiet har valgt at tegne glas- og sanitetsforsikring er ikke ensbetydende med, at skader på dette bliver dækket uanset hvad årsagen til skaden er. Med andre ord, kan du drages til ansvar for en handling som beskadiger kollegiets bestanddele, hvis du handler ansvarsløst.